Parterapi

Et parforhold begynder som en fantastisk oplevelse af forelskelse, fascination og senere måske kærlighed. Men mange par løber ind i problemer i forholdet. Nærheden og den tætte samhørighed bliver mindre. Konflikterne og irritationsmomenterne vokser. Bebrejdelser og nogle gange mudderkastning får parterne til at isolere sig og holde op med at være gavmilde og spontane over for hinanden. Også i sengen. Nogle lever til sidst nærmest hver deres parallelle liv under samme tag.

Parterapi handler om at forsøge at finde hinanden igen. Begynde at tale sammen på en ny - ikke-bebrejdende måde. Være sammen på en måde, så I igen kan mærke kærligheden og få den til at vokse og blive dybere.

Det får I ud af at gå i parterapi

Terapien giver jer effektive, konkrete redskaber til at vedligeholde og værne om det gode parforhold.

Mellem terapi-sessionerne får I hjemmeopgaver, dvs. øvelser og indbyrdes aftaler, som skal bringe de gode principper fra parterapien med ind i jeres konkrete dagligdag. På den måde øger I udbyttet og I oplever hurtigere fremskridt.

Det er naturligt, at der opstår konflikter, irritationer og følelser af svigt i et parforhold. Det afgørende er at I får fortalt det til hinanden, når partneren siger noget eller handler på en måde, så I føler jer vrede, kede af det, svigtede eller sårede. Hvis I lader som ingenting og undgår de nødvendige snakke, så hober frustrationerne sig op. Typisk vil I også efterhånden holde op med at snakke sammen om de positive ting og om hverdagstingene. En gang imellem kan der måske komme et ordentligt udbrud af opsparet vrede. Men hvis I ikke får snakket stille og roligt om de bagvedliggende følelser hos jer begge, så opnår I faktisk kun at øge afstanden mellem jer. Frygten for den næste konfrontation gør den ene - eller jer begge - endnu mere tilbageholdende.

Hvis I kommer ind i en vane med at snakke hårdt til hinanden og bebrejde og kritisere hinanden, så er vejen banet for enten voldsomme, ødelæggende skænderier eller et mønster, hvor den ene angriber, mens den anden "flygter" ved enten at forlade lokalet eller holde op med at høre efter. Hvis dette gentager sig flere gange, bruger I efterhånden mere og mere energi på at kæmpe for at blive hørt og på at forsvare jer imod det næste angreb.

Forholdet bliver låst fast i en knude af bebrejdelser og sårende adfærd. Man holder gradvist op med at tale ordentligt med hinanden, elske varmt og levende med hinanden og i det hele taget glæde hinanden i dagligdagen.

Nogle flygter fra de voksende konflikter ind i jobbets travlhed, børnepasningen - eller ind i den blindgyde, der hedder affærer og sidespring.

Kontakt mig

Ønsker du dialog om hvad jeg kan tilbyde dig er du velkommen til at kontakte mig.
Telefon: 23 60 56 35
Email: post@aagehansen.dk